Nike24Run

Det skal blive fredag aften, før jeg finder et hold at løbe på. Af forskellige årsager er mit eget hold opløst. Efter forkastede overvejelser om at løbe solo, har jeg faktisk indstillet mig på ikke at løbe. Det betyder bla. At min skosituation er håbløs ligesom min træning ikke har været særlig målrettet mod 24 timers stafet i en skov. Alligevel bliver jeg glad da muligheden byder sig og jeg kan deltage på Team Carbon.
Lørdag morgen kører Alice og jeg ned til pladsen. Solen bager allerede ned fra en skyfri himmel. Det giver sig selv, at det bliver nogle varme løbeture vi skal igennem. Tæt ved pladsen ligger der en lille sø og småkoger i heden. Jeg skæver ned til den og prøver at forestille mig de 1000 vis af myggeæg der lige nu klækker dernede. Myggebalsam bliver lige så vigtig som et par gode løbesko tænker jeg, velvidende at jeg ikke er i besiddelse af nogen af dem.
Jeg finder mit hold lige ved skiftezonen, hvor vi har et område på ca. 8 m. Vi laver os en lille hyggelig lejr og stiller afslutningsvis en lille pavillon op og stiller borde og stole herunder. Alice hjælper til. Hun er med for at tage sig af forplejningen under løbet, men nu da hun har sat sine føder i vores lejr er det ikke sådan lige at slippe væk igen. Vi er kun fem personer på holdet og da reglerne tillader seks kan vi ikke rigtig se nogen grund at hun ikke deltager. -Du kan bare løbe én runde siger vi! Det lykkedes os, at få hende til at skrive sig på løbslisten. Dette på trods af at hun weekenden forinden kørte 24 MTB og ikke er en ret erfaren løber.
Tingene er ved at være på plads og nu er det eneste jeg mangler faktisk et par løbesko. Alice og jeg kører ned i indoor-outdoor hvor der ligger et par og venter på mig. Har tænkt mig at løbe et par runder i dem og eller bare bruge de alt for gamle og alt for slidte sko under resten af løbet.
Klokken nærmer sig 12.00 og alle løbere samles foran speakertårnet og modtager div. oplysninger. De første løbere stiller til start og så går det løs. Vi andre hepper og griner og klapper vores hold ud på den hede rute.
Vi er alle lidt spænde på ruten og hele konceptet som sådan. Vi beslutter os for, at alle starter med at løbe en enkelt runde, så vi hurtigt kan komme af med noget af den spænding, der altid sider i kroppen i starten af et løb. Det bliver min tur og jeg drøner af sted, nysgerrig og frisk. Min iver bliver dog hurtigt kogt ned til pusten og stønnen. Det er varmt og det passer mig absolut ikke godt.
Ruten starter i skoven med en mindre stigning og efterfølgende nedløb. Den svinger og bugter sig op og ned mellem bøgetræerne og store sultne myg. Man vil ikke stå stille herinde. Endelig kommer man ud ved rudegård stadion, hvor man efter en lille dræberbakke skal løbe et ottetal i målområdet og på stadion. Og så er man i mål. Det er en kort, og efter min mening, hård rute. Selvom den kun er 3,5 km lang, er jeg helt smadret da jeg når i mål. Jeg er mere til lange løbeture i et moderat tempo. Jeg beslutter mig for at jeg vil løbe tre runder næste gang det er min tur, i den tro, at det vil give en bedre gennemsnitstid og værre mindre hårdt.
Ellers går det bare derudaf. Hele løbet er utroligt velorganiseret og de fleste går rundt og smiler på trods af strabadserne. Et massagetelt er stillet op i dagens anledning og her kan man få løsnet lidt op i musklerne mellem løbeturene. Kiosken byder på lækker mad og kolde drikke og speekertårnet sørger for en god stemning med sjove kommentarer og fakta om løberne.

Det skal desværre ikke vare længe, før vores hold kommer ud i problemer. Ditte, der har knoklet rundt hele dagen og lavet indslag til TV2 vejret hvor hun arbejder, har fået det dårligt efter to ture og melder hun fra. Samtidig bliver Alice nød til at smutte af sted til madlavningen og pludselig er vi kun fire mand. Der er ikke så meget vi kan gøre, andet end bare at løbe hvad vi kan. Vi løber for så vidt muligt to eller tre runder pr. gang men det slider på os. Mit knæ gør opmærksom på, at det ikke sætter pris på hvordan jeg behandler det. Det samme sker for Rune og Hannibal. Sten er meget stabil, på trods af, at han weekenden forinden køre 24 MTB solo. Alice kommer forbi ved 22.00 tiden og snupper en runde inden hun drøner tilbage til arbejdet.
Da jeg løber ud på min 8. runde kan jeg mærke at det er sket med knæet. Det tager mig meget lang tid at komme igennem ruten og jeg kan næste ikke bukke venstre ben. Løber ind i målzonen efter bare en runde og meddeler de andre situationen. Er godt træt af det knæ. Skynder mig over til massage teltet og håber at de har en mirakelkur mod løberknæ. Desværre ved jeg kun alt for godt, at der ikke er meget at stille op. Knæet er hævet og varmt og dommen er simpel. Jeg er ude! Mens jeg ligger på briksen og er rigtig sølle, kommer Jesper og Kristian for at besøge mig. De giver mig en kold øl og mobber mig venligt og til sidst sider jeg og smiler igen. Jeg er meget ked af det og føler jeg lader de andre i stikken. De har også ond i deres knæ, men jeg ved fra mange erfaringer, at det ikke nytter at løbe rundt med et løberknæ der gør ondt. Og da jeg er i gang med en maraton træning vil jeg simpelthen ikke ødelægge det.
Heldigvis melder Ditte sig klar igen og løber af sted ved 23.30 tiden. Dette er en stor lettelse. Alice kommer kl. 1.15 og er villig til at løbe videre.

Mørket falder på og jeg beslutter mig for, at side lige ved skiftezonen og gøre mit yderste for at opmuntre mine holdkammerater. Det er super hyggeligt at side her og sludre med de folk der venter på at blive sendt af sted. Spekertårnets bemærkninger er udskiftet med myggenes summen. Det er dejligt køligt og selvom jeg ikke løber mere har jeg det herligt. Snakker med en fyr fra team Astmamarathon der lover at komme og vise mig at han kan side i lotusstilling når han er færdig med sin løbetur. Imponerende! De er et hold af astmatikere, der træner op til NY maraton og sætter hermed en standart for, hvad man er i stand til som astmapatient. Team Proof Off Life deltager også i løbet. De skal ned til et løb ved Kilimanjaro og repræsenterer tidligere kræftramte.
Mit hold kæmper. Rune har rigtig ondt i knæet nu. Det samme gælder for Hannibal der ydermere vrikker rundt på foden. Klokken er ved at være 2.00 og Alice er tilbage og løber så meget hun kan. Vores tider bliver lige så stille langsommere og langsommere. Folk er virkelig trætte nu. Jeg begynder selv at blive lidt rastløs. Overvejer om jeg skal begynde at løbe igen. Hver runde jeg ikke tager, belaster en af de andre, der også har ondt.
Da klokken bliver 3.46 løber jeg ud igen. Det gør nas i knæet og jeg har et stramt knæbind på der holder en smule på den betændte sene. Resten af natten bliver der virkelig kæmpet på team Carbon. Vi giver alle alt hvad vi kan. Selvom vi er tre personer der er skadet, begynder vi efterhånden at tro på, at vi vil gennemfører. Klokken 10.55 løber jeg ud på min sidste runde. Da jeg kommer ind igen og ser Alice stå klar bliver jeg forbløffet. Hun har virkelig kæmpet og har løbet langt over hvad hun har prøvet før. Hun har været en kæmpe hjælp og uden hende ved jeg ikke om vi havde klaret det. Hun kommer i mål kl. 11.17.10 og vi beslutter at vi er færdige. Og det er vi bogstaveligt talt. Vi er helt ødelagte men super glade for at vi kom igennem. Vi har tilsammen løbet 237,85 km på 24.46 timer:

Rune Haller: 52,5 km.
Hannibal Storm Nielsen: 45,5 km.
Sten Stolze 45,5 km
Marie Frandsen 38,5 km
Ditte F. Nielsen 24,5 km
Alice Lund 24,5 km.

Det giver os en samlet 4. plads i vores klasse og efter omstændighederne er vi godt tilfredse. Vi er enige om, at det har været et super fedt løb. Noget der helt sikkert skal prøves igen til næste år.

Skevet af Marie Frandsen
WAT

Tilbage