1864

WATs the …rookies?

Hvordan introducerer man bedst nye WATs til adventureracing? Ifølge Helle Bendixen, så melder man sig ind i WAT, og så går der ikke ret lang tid før jeg spørger om man vil med til et race. Så det gjorde jeg, og Gitte og Gitte, der er nye WATs sagde heldigvis ja, og med Jannie der også var frisk, var vi et hold klar til 1864.

Jeg havde prøvet at introducere konceptet inden – udstyr, roller, energibehov, men det viste sig alligevel at der nok var ting, jeg skulle have aftalt på forhånd. Mere om det senere.

1864 var også i år et rogaining løb, med ca. 50 CPs og 7 TAs med de sjove aktiviteter (SUP, kano, skydning, klatring, o-løb, bike’n’run og ringcross, som vi fejlagtigt troede var ringridning på cykel) Alle poster er i princippet valgfri og i valgfri rækkefølge, så der er masser af taktik, og mulighed for at vinde ved at vælge de rigtige poster til og fra undervejs.

Prologen var et o-løb rundt om Dybbøl banke, hvor vi måtte dele os op. Gitte Brøndum og Jannie var lidt usikre på om det gik at sende dem afsted selv, men greb alligevel udfordringen, da orienteringen så nem ud, og de fik lovning på at de bare skulle finde tilbage til Dybbøl mølle hvis det gik helt galt. Det gjorde de ikke, og de var også tilbage længe før Gitte og jeg.

Alle posterne lå på Sønderjyllands-siden i år, så vi cyklede vestover, primært af ’Gendarm-stien’, en cykel-vandresti, der heldigvis lå lidt i læ, for vinden var i vest, og kraftig nok til at det var stridt at cykle lige imod. Vi kom fint frem til SUP TA’et, men da Jannie så præcist hvor vådt det var, trak hun stikket – det var for vådt, for tidligt. Så vi cyklede videre, og nåede TA2 og kano næsten samtidig som det andet WAT hold – Alice, Heidi, Jytte og Bente. Kano etapen havde den ekstra feature at alle skulle klippe alle poster, men der måtte kun være 3 i kanoen. Så vi skiftedes til at ro og løbe, og på hjemturen fik Gitte Larsen først lov til at vente på bredden mens vi andre roede over og satte mig af, og så kunne jeg nørde kort mens Jannie og Gitte roede tilbage og hentede Gitte.

Og det var så her, at jeg nok havde glemt at forventningsafstemme: Som erfaren adventureracer er jeg vant til at tidsoptimere skiftezoner – hurtige skift, man spiser på cyklerne, man beholder tøjet på hele vejen, også i vand. Så da der var lige ved at gå picnic i resten af holdet, så kom jeg nok til at lyde lidt bister da jeg prøvede at få os ud af skiftezonen og videre mod TA1 og O-løb. (Undskyld, Jannie, Gitte og Gitte)

Vi hentede en 3-4 poster på vej mod TA1 (O-løb), og ankom samtidig som WATaTeam, som vi også fulgtes med det meste af vejen rundt, mens vi skiftedes til at være i front og drille.

Tilbage på cyklen cyklede vi mod ring-cross, der viste sig at være en forhindringsbane rundt om et vandløb, hvor hvert holdmedlem skulle føre en taperulle over/under/igennem/i – vi fik i hvert fald passeret bækken så mange gange at chancen for tørre fødder var lig nul.

Næste TA var skydning, hvor holdet skulle skyde i alt 160 point for ikke at skulle skyde strafrunder – så vi skød 161 og løb tilbage til cyklerne med armene over hovedet. Nu var klokken 16.30, og seneste målgang var kl. 18, så vi begyndte turen hjemover – nu i regnvejr, men heldigvis også medvind. Vi havde en lille krise ved post 36, hvor klippekortet pludselig var væk – men heldigvis havde et hjælpsomt hold fundet det ved forrige post og hæftet det fast der. Krise afværget, og nu gik det for alvor hjemad. Jeg havde mest overskud og trak det meste af vejen hjem – mest som: ”Karen, farten lidt ned” ”Vi er med” ”Nej, du skal ikke sætte farten op”. Jeg lå og debatterede med mig selv om vi skulle en lille omvej efter en ekstra post, men med 3 trætte holdkammerater kørte vi den lige vej i mål. Målgang var 17.47, så vi kunne sagtens have nået den ekstra post – øv!

Placeringen blev en 4.plads i damerækken, 3 poster efter 3. pladsen – det er sgu godt kørt af 2 rookies, hvor den ene Gitte kørte på min tonstunge gamle røde Mountainbike.

Tak til arrangørerne for et fedt løb med fede elementer, og tak til Jannie, Gitte og Gitte for en sjov dag i det jyske.

/Karen
Tilbage
01
02
03
04
05
06
07