NXM

NXM – nu med Helle-doping

NXM er 2 dages orienteringsløb for 2-personers hold på forskellige distancer, fra 35 km til 70 km. Det er dog fugleflugtsdistancer, så km på jorden er typisk omkring 50% længere. WAT stillede med hele 3 hold – Bente og Jytte samt Helle og Karen på 35 km, samt Alice og Heidi på 35S. Derudover var Malene og AnneMette fra Fit4Run også til start på 35S, samt Anni og Lise på modige 50 km.

Helle Bendixen og jeg havde gået og talt på knapper – skulle vi nu holde fast i tilmeldingen til 35S eller skulle vi gå efter 35km distancen til årets nxm. På kortene fra sidste års nxm var det tydeligt, at langt flere af posterne til 35S stod i terræn, og langt færre var tilgængelige fra stier i forhold til ’den almindelige’ 35 km distance. Så vi nedgraderede til 35, og det betød at vi nu var i direkte konkurrence med Jytte og Bente.

Mit estimat var, at de var bedre løbende end jeg, til gengæld burde jeg være bedre på navigationen. Men først og fremmest var vi afsted for at have en fest, så efter at have nørdet grej og testet vandpassager sammen med NOSK ugen før drog vi glade afsted mod Silkeborg lørdag formiddag.

Starten gik 16.30, og det viste sig hurtigt at der er væsentlig forskel på 35 i forhold til sidste års 35S. Navigationen var næsten for nem – der var oplagte vejvalg på stier, og ikke væsentlig besparelse på distancen ved at gå gennem terræn, så der var ikke oplevelsen af at være helt alene i vildmarken – til gengæld var der masser af andre hold at følges med undervejs.

Dag 1 var lang, løbemæssigt, ca. 28 km, og vi fik afprøvet Helle-dopingen: Når jeg var rigtig presset op ad bakkerne, så satte Helle lige en hånd i ryggen, så vi kunne holde farten. Spektakulære elementer på dag 1 var 2 poster i Stryget – den å, der løber gennem Silkeborg, og som har masser af strøm lige der. Her var det en fordel at holde fast i hinanden for at få ekstra balancepunkter...

Vi gik forbi Jytte og Bente mellem post 10 og 11, hvor de var lidt i tvivl på kortet – til gengæld gik de forbi os igen ved post 14, og da vi oven i købet besluttede at den nemmeste vej til Store Knøs var lige på gennem den tætteste underskov endte de med at gå i mål 7 minutter før os på 1. dagen, på en 3. plads i klassen.

Helle og jeg havde begge prioriteret at få fat i alu-bags, som man kunne krybe ned i med sin sovepose og bedre holde varmen – og det hjalp faktisk. Sidste år frøs jeg som en lille hund i en tynd snor, men i år lykkedes det faktisk at holde varmen – godt hjulpet af et kæmpestort liggeunderlag, der sad bag på min rygsæk som et skildpaddeskjold og fik mange bemærkninger med på vejen.

Så efter morgengrød (mmm) og kaffe (mmmmmmm) var vi klar til dag 2. Stivbenede humpede vi afsted – eneste trøst på dag 2 er at vi alle sammen går sjovt og løber mærkeligt. Dag 2 bød heldigvis på kortere løbedistance, men til gengæld på mere mudder og mose. På post 7 rodede vi lidt rundt efter posten, men fik et hint på det helt rigtige tidspunkt fra et andet hold som hjalp os videre – det skulle vise sig at være afgørende.

Efter vandpassagen lå der 2 poster på hver sin top, og på vej ned fra top 2 talte vi om at Jytte og Bente måtte ligge et godt stykke foran, siden vi ikke havde mødt dem. 2 minutter senere kom de imod os – de lå bagved. Og så tog fanden ved Helle – der blev i den grad skruet op for Helle-dopingen, så hver gang jeg prøvede at sætte farten ned kom der lige en hånd i ryggen – nu skulle vi fremad! Vi kæmpede det bedste vi havde lært, og bortset fra et lille bom hvor vi forvekslede et hegn med en sti på kortet og måtte trampe igennem underskoven nåede vi fint frem til sidste post og kunne også simulere en spurt i mål. Og så blev der holdt øje med uret – Jytte og Helle havde jo 7 minutters forspring fra dag 1, og det er den samlede tid der tæller – hvornår kom de ind?

Det viste sig at være 10 minutter efter os – de havde ikke fået hintet på post 7, så den havde drillet dem rigtig meget. Slutplaceringen blev en 3. plads til Helle og jeg, med Jytte og Bente 3 minutter efter. Samlet distance blev i alt 50 km over de 2 dage, så der er dømt ømme stænger de næste dage.

Præmien var et ultralet liggeunderlag, så næste år må skildpaddeskjoldet nok blive hjemme…

Tak til Helle for fremragende makkerskab, tak til Jytte og Bente for hygge i nightcamp og spænding undervejs – og tak til arrangørerne for en fed rute og det gode vejr.

/Karen

Tilbage