WAT vs Møn 2017

WAT vs Møn, take 7 – eller hvorfor Møn er Danmarks fedeste Adventure race

Anders har afholdt Møns Klint Adventure race hvert år siden 2011, og hvert år har jeg – hjulpet af en kort hukommelse før løbet – besluttet at stille op. Undervejs lover jeg mig selv ’aldrig mere’ og bagefter lover jeg mig selv at ’næste år, så får du trænet trapper!’

WAT var i år flot repræsenteret i damerækken, med Helle Bendixen, Marie og undertegnede på ét hold, Margit, Hanne og Mette på et andet, og så Rikke og Anna som ’næsten-WATs’ på et 3. Derudover stillede både Fit4run og Quality ladies op, så det var et stærkt felt vi skulle konkurrere i.

Anders havde før løbet lovet mindre svær orientering, og mere fysisk rute end tidligere år – begge dele features der taler imod god placering for mit hold, da jeg er bedre til at orientere end at køre stærkt over lang tid. Derudover skulle Marie have debut på Møn, så vurderingen var en placering uden for podiet.

Jeg er imponeret over hvordan det lykkes hvert år at lave et løb der både byder på gensyn med gamle kendinge, men også hvert år finder uventede features, vi kan fornøje os med.

Ét af årets gensyn var med ’send stærkeste løber ned ad trappen’ – i år efter 1. prolog opgave. Prologen var i år 3 små sedler med en tekstbeskrivelse af hvor posterne skulle findes – sjov og anderledes måde at splitte holdene på. Vi havde frosset lidt før start, men de lange ærmer røg af på vej op ad trappen, og blev deponeret i stjernecentrum.

Årets løb var ’kun’ 4 sløjfer inklusiv prologen, med D-sløjfen som obligatorisk sidste sløjfe, så da vi var færdige med prologen tog vi ’løb og svøm’ etapen. Gensynet var med de 3 små søer ved campingpladsen, hvor vi skulle svømme til poster midt i – det nye twist var ’hello kitty’ luftmadrasser i børnestørrelse, der skulle med rundt. Vi bøvlede lidt med dem, men placeret rigtigt gav de lidt mere opdrift – og søerne en kærkommen afkøling. Efter søerne gik turen tilbage mod klinten og ’udsigtspunkt’ og en tur mere ned på stranden og op ad trapperne.

Næste sløjfe var MTB, klatring og bike’n’hike, og formiddagens strabadser begyndte at kunne mærkes. MTB ruten førte os igennem klinteskoven, og da vi var sikkert igennem det sværeste orienteringsmæssigt fik Helle kortet til turen langs klinten og rundt på østmøn, så jeg kunne få Marie på træk. Det var så årets fedeste - og hårdeste – etape. Først en usandsynlig smuk tur langs klintekanten, en tur rundt på østmøn, hvor Helle og jeg begge tænkte ’vi kommer til at gå i mål inden 16’, og så den store dræber: Bike’n’hike 8 km fra før Klintholm havn til lige før klinten. Det var varmt, det var hårdt, og vi måtte trække cyklerne mere end vi kunne cykle på dem – og fuck, hvor var det fedt. Møn viste sig – som altid – fra sin smukkeste side. Sol, 20C og udsigt til uendeligheden over vandet, som har den helt rigtige blågrønne farve på Møn.

Da vi endelig kunne forlade stranden og cykle mod Geocenteret var Marie godt mør og ved at være klar til at strække stikket – der skulle lidt overtalelse til at lokke hende med på sidste etape, som var MTB til Kongsbjerg, og så et o-løb i valgfri rækkefølge rundt i alle højdemeterne derfra. Ved briefing var der lagt vægt på at o-løbsposterne talte mere end de 2 poster på D-sløjfen der lå mellem Kongsbjerg og mål, så da klokken var 17.15 ved ankomst til TA besluttede vi i første omgang at springe D5, D7 og D9 over som de poster, der lå længst væk. Men det gik fint på vej rundt, og først kunne vi lige snuppe D9 med, og så kunne vi bytte D3 for D5 og D7, og så kunne vi faktisk lige snuppe D3 med lige før vi kom retur til TA. Da var klokken 18.20, så nu skulle vi da lige også have D11 – og måske D12 med. Her kunne vi for alvor mærke trætheden – jeg navigerede os den gale vej, Helle tabte roadbooken og trækket gik i stykker. Vi fik lige samlet os sammen, og fik fundet D11 - og da der så var decision point på D12 med 15 minutter til målet lukkede strammede vi an og tog den med også.

Målgang var 18.51, og placeringen blev en 3. plads i damerækken – det er bare så meget federe en fornemmelse at have det hele med.

Tak til Anders for endnu en gang at vise det smukkeste af Møn frem, tak til Sanne og co for de smukke billeder (og for ikke at offentliggøre det af mig i bar mave med alle dellerne hængende udenfor på vej op ad trappen – og tak til Helle og Marie for et fedt løb.

/Karen

Tilbage